Indretningsdagbog 4 - en muret væg
Jeg har det stramt med ”sådan en lækker New Yorker væg” med eksponerede mursten. Det er jo sjældent meningen at man skal kunne se murværket indendørs, og hvis ikke det får et bindemiddel som fx lak, støver og drysser det.
I min lejlighed har det nok været tanken at lade ydermuren strække sig gennem rummet – det havde der da også været en idé i, men nu er den malet hvid og tager på en uheldig måde fokus fra resten af rummet.
Derfor skal den pudses op – og spørgsmålet er nu, om man skal gøre en dyd af en nødvendighed og give den en tone/overflade eller om det bare sluger ligeså meget opmærksomhed?