Som arkitekt lægger jeg måske ekstra mærke til bygningen og de øvrige omgivelser. Jeg synes det er vigtigt at eksteriør og interiør hænger sammen, så der er sammenhæng i oplevelsen af byggeriet. Ikke at man skal indrette et hus fra 1902 i klunkestil, men man skal være bevidst om, hvordan byggeriet er formet af tiden. Et eksempel er alle de afsyrede døre i klassiske københavner-lejligheder. Det har aldrig været meningen at de ikke skulle være bemalede, og derfor er de snedkereret af billigt, knaste-fyldt træ.
Min nye ejendom er en usexet 70er kasse, hvor alt er kvadratisk, praktisk og godt – og den funktionalisme vil jeg gerne videreføre.