Indretningsdagbog 10 - valg af køkken
Jeg flytter jo køkkenet ind i den eksisterende stue og får dermed et værelse mere. Det har været et stort arbejde med blikkenslager og murer – og en virkelig sød og tålmodig underbo med sænket loft i badeværelset. Det gav os mulighed for at gemme nogle af rør om samlinger der.
Køkkenet bliver langt og lige op ad den væg man primært passerer, og skal også fungere som en del af stuen, så mit fokus er på at der skal være fine detaljer og ikke så meget industrikøkken over det - og så på at det skal hænge sammen økonomisk.
På en messe så jeg Reform, der laver fronter til Ikea-køkkener. Det havde jeg ikke tænkt på var en løsning, selv om jeg selvfølgelig kender til &shufl og Superfront. Jeg har valgt et hvidt køkken med grå linoleum bordplade og eg på håndtag og kanter. Køleskab og opvaskemaskine bliver indbyggede og ovn, kogeplade, vask og blandingsbatteri er sorte. Og så har jeg en idé til bagvæggen, som jeg viser senere ;)